Terapeutisk Klinikfællesskab
Dyrlundsvej 12, baghuset
4600 Køge
Cvr.nr. 45 44 30 86
Selv i de bedste parforhold kan man opleve perioder, hvor det er svært at nå hinanden.
Måske ender I igen og igen i de samme diskussioner. Måske føler den ene sig overset, mens den anden føler sig kritiseret. Eller måske er der efterhånden blevet mere afstand og tavshed end nærhed og kontakt mellem jer.
Når vi bliver følelsesmæssigt ramt, kan det være svært at høre, hvad den anden egentlig forsøger at fortælle. Vi kommer let til at forsvare os, trække os eller reagere på måder, som skaber endnu mere afstand.
I parterapi hjælper jeg jer med at forstå, hvad der sker mellem jer, og hvad der ligger bag de reaktioner og mønstre, I måske er blevet fanget i.
For bag frustrationer og konflikter gemmer der sig ofte et ønske om at blive set, hørt og forstået.
Når I kommer i parterapi hos mig, er det vigtigt, at I begge føler jer trygge og får plads til at være jer selv.
Jeg er ikke dommer i jeres forhold, og vi skal ikke finde ud af, hvem der har ret, eller hvem der har gjort mest forkert.
I stedet hjælper jeg jer med at flytte fokus fra hinandens fejl til jeres eget bidrag til de mønstre, I havner i. Når I hver især begynder at forstå og tage ansvar for jeres egne reaktioner og handlinger, bliver det lettere at bryde de fastlåste mønstre og møde hinanden på nye måder.
Jeg er nysgerrig på jer begge og på det, I hver især oplever. For selvom I står i den samme relation, kan I have vidt forskellige følelser, behov og oplevelser af det, der sker mellem jer.
Undervejs hjælper jeg jer med at få øje på de mønstre, I måske ubevidst er kommet ind i. Vi undersøger, hvad der sker, når I bliver ramt følelsesmæssigt, og hvordan I kan blive bedre til både at forstå jer selv og hinanden.
Jeg deltager aktivt i vores samtaler og hjælper jer med at sætte ord på det, der kan være svært. Nogle gange stopper jeg jer også nænsomt undervejs, hvis jeg oplever, at I er på vej ind i de samme mønstre, som skaber afstand mellem jer.
Der er plads til både frustrationer, sårbarhed, vrede, tårer og smil.
Mit ønske er, at I begge går herfra med en større forståelse for hinanden og for det, der sker mellem jer.
I behøver ikke være midt i en krise for at have glæde af parterapi.
Nogle par søger hjælp, fordi konflikterne er blevet for mange, tilliden er blevet brudt, eller nærheden er forsvundet. Andre ønsker at forstå hinanden bedre, styrke deres forhold og udvikle sig både som individer og som par.
I parterapien arbejder vi blandt andet med kommunikation, følelsesmæssig kontakt, tilknytningsmønstre og de behov og længsler, der kan ligge bag vores reaktioner.
Vi ser på, hvordan jeres individuelle erfaringer og måder at beskytte jer selv på påvirker relationen, og hvordan I kan arbejde med at ændre de mønstre, der ikke længere er hensigtsmæssige.
Parterapi handler ikke om, at I skal være enige om alting. Det handler om at kunne være forskellige og stadig føle sig trygge, respekterede og forbundne.
Parterapi kan hjælpe jer med at finde hinanden igen og skabe større nærhed og forståelse. Andre gange kan den give jer klarhed over, hvad der er det rigtige for jer – både sammen og hver for sig.
Uanset hvor I står, tager vi udgangspunkt i jer, jeres situation og det, I ønsker hjælp til.